Omdannelse af udtjent havneområde i Kerteminde

Af Jannik Nyrop, Chefarkitekt i Realise Danmark ApS
I perioden fra slutningen af 2016 og frem til 2020 udarbejdede jeg i samarbejde med Østfyns Museer, Sunke Arkitekter og Kerteminde kommune en Masterplan for havneområdet i Kerteminde. Vi valgte at gå mod strømmen med store firkantede etagehuse, som vi ofte ser, når ældre havnearealer omdannes til boligkvarterer.

Byudviklingsplanens hovedtræk, Kilde: Kerteminde Kommune
Vision
Den overordnede vision var at skabe en byarkitektur og et by-design som i skala og materialitet kunne matche den gamle købstad og samtidig være nutidig i sit eget arkitektoniske udtryk og formsprog. Samlet set var det målet at skabe et nyt attraktivt by- og bo-miljø, som kunne være med til at skabe en balance og kontinuitet mellem bylivet i den gamle velbevarede købstad og de nye bykvarterer.
Realisering
Vi skriver nu 2026 og planen er så godt som realiseret.

Luftfoto af byggeriet på Nordre Havnekaj, Kilde: Milestone DG
Kvarteret ved Nordre Havnekaj blev der som det første trin udviklingsplanen opført 70 boliger i alt, fordelt som 18 ejerboliger (byhuse) og 52 private udlejningsboliger (byhuslejligheder) – et smukt, lyst og yderst populært bykvarter i moderne købstadsstil med fine opholdsarealer og sammenhængende promenader.
Byggeriet er opført med Milestone DG som bygherre. Derefter kom Strandkilen Nord med 36 almene ældreboliger. Der er desuden opført en ny Netto og indrettet et nyt dejligt bibliotek i Nettos gamle bygninger. Endelig er der på en del af Egmose Marinas arealer opført en række by-ferieboliger i et by-ferie kompleks med en kommende restaurant og nogle små maritime udvalgsvarebutikker.
En ny busterminal er etableret ved Grønlandsgade, og ved Strandkilen syd, hvor den gamle busterminal var lokaliseret, er der som sidste skud på stammen igangsat et byggeri med blandet center- og boligformål, som kan tages i brug i løbet af 2026 – også med Milestone DG som bygherre.

Illustration over det kommende byggeri ved Strandkilen Syd, Kilde Milestone DG
Om mål og vision fra plan til realisering er blevet opfyldt, må andre dømme. Jeg kan dog som borger i byen konstatere, at man har taget de nye bydele til sig, og at der er opstået et mere sammenhængende og udfoldet byliv, hvor den tidligere grænse mellem by og havn er blevet mere udvisket. Især har det været spændende at se den gamle købstads by- og bygnings-arkitektur genspejlet i sin egen nutidige form og sit nye udtryk på havneområderne. Noget, som vi ikke har set så tit i den hidtidige udvikling af de danske havnebyers omdannelse af deres ældre og udtjente havneområder. Det kan Kerteminde vel godt prale lidt af.
For nærmere information
Jannik Nyrop, Chefarkitekt i Realise Danmark, e-mail: [email protected] eller mobil: 20276149
